Gå til hoved-indhold

Centerlejrens ABC

En kort gennemgang af, alt du skal vide

På Næsbycentret har vi affaldssortering for alle deltagere i 7 fraktioner. Deltagere medbringer selv affaldsspande til kildesortering, men vi kan selvfølgelig hjælpe dem i tilfælde af at de har glemt dem eller ikke har fået nok med. 

Vi sorterer alt affald efter forordningerne fra Næstved kommune. Det er vigtigt at følge reglerne for affaldssortering, så vi kan fortsætte med den gode sortering.

Læs derfor den folder, I får udleveret ved ankomst eller sammen med kontrakten grundigt, så I er forberedte på vores affaldssortering.

I kan også læse folderen her

Næsbycentret har et væld af aktiviteter. Som deltager på en centerlejr, får I meget mere at vide om disse efter tilmelding. I får et aktivitetshæfte med en kort beskrivelse af alle aktiviteter, som I kan vælge. Hvis I kommer uden for lejrperioder som spejdere, kan I få adgang til visse aktiviteter efter nærmere aftale med udlejer. Det vil dog altid være et begrænset antal vi udbyder. Hvis I kommer som lejrskole, har I fået medsendt et aktivitetsskema med de aktiviteter vi udbyder til jer. Dette bedes udfyldt, og returneres til udlejer. Der er normalt ikke adgang til flere aktiviteter, end de på skemaet anførte.

Næsbycentret har en lille butik, hvor vi sælger slik, sodavand, lejrmærker, t-shirts, postkort, frimærker, mugs og sporks. Butikken er som udgangspunkt kun åben under centerlejre.

I badebygningerne kan man få et dejligt varmt brusebad gratis. Dog håber vi at man vil overveje både sit vandforbrug samt de andre deltageres behov for at bruge faciliteterne.

Det er ikke tilladt at bade i søen og efter aktiviteter på søen anbefaler vi at man går i bad så man vasker evt. alger af sig.

Brændet er til fri afbenyttelse, d.v.s. at der ikke skal betales for forbruget da det er indregnet i lejeprisen. Dette gælder både for lejrskoler og spejdere. For lejrskoler i centerbygningen er der brænde i brændeskuret. For spejdere og anden udlejning ligger der brænde på brændepladsen på grundens sydlige del.
Det er en god ide at spare på brændet for miljøets skyld.

Næsbycentrets forsikring dækker ikke gæster på centret. Spejdere er ansvarsdækket af deres korpsforsikring. Lejrskolegæster skal have egen forsikring i tilfælde af ulykker.

For spejdere på lejr er der indkøbsordning gennem Næsbycentret via nemlig.com, læs mere under Madbestilling. Der ligger ligeledes en Coop365 samt en SuperBrugsen i Glumsø.

Næsbycentret har sit-on-top kajakker. Vi har alt sikkerhedsudstyr til disse. Kajakkerne er en spejderaktivitet, idet der skal være forudgående instruktion i brugen af kajakkerne inden man går i gang. Du kan læse mere om det i aktivitetshæftet.

Se kassererens kontaktoplysninger her.

Næsbycentret har et stort kølerum, som er i drift ved større udlejninger, centerlejre og weekender. Ved leje af centerbygningen er der to rummelige køleskabe i køkkenet.

I materialegården "Jagtvejen" har vi alle vores materialer til aktiviteter og meget andet. Jagtvejen er åben på centerlejre og under weekendarrangementer. For ikke-spejdere og spejdere uden for lejrperioderne er der ikke adgang udover udlevering af materialer ved ankomst.

Vi har en række miljøaktiviteter, som sætter fokus på vores brug af miljøet. Samtidigt bruger vi meget tid på at spare på energien og sortere vores affald. Hvis du har spørgsmål ud over vores foldere og brochurer, er du velkommen til at kontakte os.

Næsfolket er de frivillige som er tilknyttet Næsbycentret som centermedarbejdere. Der er ca. 170 Næsfolk, som alle gør et stort stykke arbejde for, at Næsbycentret er, som I ser det når I kommer. Er du interesseret i at høre mere om hvad Næsfolket laver eller hvordan du selv kan blive et kan du kontakte Næsfolkets formand.

Næsbycentret råder over 28 tdr. land, med ca. 18 tdr. land som lejrpladser, ca. 3 tdr. som aktivitetsområde og resten som den smukkeste natur. Mod nord er området plant med massere af lejrpladser og vores bygninger. Mod syd hælder grunden nedad med mere kuperet terræn, og mod øst ligger søen sammen med en enestående natur. Næsbycentret skaber derfor en skøn ramme for mange forskellige aktivitetsmuligheder.

Næsbycentret har 8 sheltere (primitive overnatningshytter). Disse kan bruges ved forudgående aftale med udlejer. Der kan ca. ligge 8-10 i hver shelter. Husk gode soveposer.
En shelter er nærmest en lille overdækket hytte med bålsted foran. Vore sheltere er forskellige, der er både primitive og mere luksuriøse, og nogle ligger mere åbent end andre.

Vesterskoven lige ved siden af centret er en privat lukket skov. Vi har tilladelse til at komme i skoven to gange om ugen uden for Jagtsæsonen. Som spejder er det altså muligt at bruge skoven til eksempelvis orienteringsløb på disse tidspunkter, men husk at orientere udlejer. For ikke-spejder er gennemgang gennem skoven muligt på disse tidspunkter. Husk dog at respektere ejerforholdet og kun at gå på stierne. Husk også, at man ikke må gå over diget i centrets vestlige del.

Næsbycentrets sø er en grundvandssø hvilket betyder at den er lidt utilregnelig. Der vil ofte være et springlag i søen med relativt varmt vand (alt efter årstiden) i overfladen, men med meget koldt vand et stykke nede. Derfor er det forbudt at bruge søen til badning og dykning p.g.a. faren for kuldechock. Vi bruger søen til tømmerflådesejlads, kajaksejlads og andre vandaktiviteter. Søen er meget ren, og der er et virkeligt flot dyreliv i den. Fiskeri forbudt. Vi anbefaler at man går i bad efter at have været på aktivitet på søen.

Du kan finde kontaktoplysninger på vores udlejer her